Fødevarefællesskab med naboerne sætter lokale råvarer, klima og fællesskab på menuen

Johanna Bertl er 36 år og bor i Aarhus N med sin mand og to børn. Og så vil hun gerne gøre noget for klimaet. Bl.a. ved at støtte lokalt.

Derfor har hun startet et lokalt fødevarefællesskab sammen med sine naboer.

”Vi er lige nu mere end 15 husholdninger, der hver uge får friske grønsager fra gartneriet Sommergrønt i Hadsten. Gartneriet er så søde at samle, sortere og levere grøntsagerne. En af vores naboer opbevarer dem i hans skur indtil folk, kan komme og afhente deres portioner,” siger Johanna Bertl.

Mere end lokale grøntsager

Fødevarefællesskabet handler ikke bare om grøntsager, der er dyrket lokalt.

For, udover grøntsagerne, giver fødevarefælleskabet nemlig Johanna Bertl et bedre forhold til hendes naboer, ny viden om sæsonbaserede råvarer og deres vej fra jord til bord. 

Fødevarefællesskabet handler om at støtte lokale leverandører – men i endnu højere grad om at tage hensyn til klimaet. At spise lokal dyrkede råvarer tvinger mig ligesom til at tilpasse mig efter hvad sæsonen har at byde på. Det kan både være udfordrende og sjovt,” siger hun.



Et tilfældigt møde  

Idéen til fødevarefælleskabet opstod i marts 2022. Her var Johanna Bertl nemlig med til et arrangement, arrangeret af Aarhus Kommune, om grønne fællesskaber. Til arrangementet mødte hun Sébastian, som er medstifter af fødevarefællesskabet.  

”Til arrangementet kom jeg meget heldigt til at snakke med Sébastian, der tilfældigvis kun bor 50 meter fra vores hus. Ligesom mig synes han det var synd, at der ikke var nogle lokale fødevarefællesskaber i Aarhus – han var faktisk selv i gang med at undersøge mulighederne for at etablere et,” siger Johanna Bertl.

Efter arrangementet tog Johanna, hendes mand og Sebastian derfor i fællesskab de første spadestik til deres eget grønne fødevarefællesskab.

Hjælp til det praktiske

Resten af arbejdet med at stable et fællesskab på benene og alt det organisatoriske fik Johanna Bertl hjælp til fra Lotus Danst fra Grønne Nabofællesskaber.

”Vi mødtes med Lotus Danst fra Grønne Nabofællesskaber, som hjalp til med selve stiftelsen og det praktiske. Vores nabo, Sébastian, undersøgte hvilke lokale gartnerier og landbrug, man kunne lave en aftale med. De naboer, som gerne ville være med, inviterede vi til kaffe i vores egen have, så vi kunne snakke idéer. Så var vi ligesom i gang,” forklarer Johanna Bertl.

Johannas 7 bedste råd til hvordan du kan starte et grønt fællesskab: 


1.
 
Hold det lokalt (ifht. inkluderede husholdninger, leverings-, møde- og afhentningssteder).

2. Begræns antallet af medlemmer til max 20 stk. (for at undgå at blive presset logistisk).

3. Sørg for, at samles og komme hinanden ved (fx ved at afhente grøntsager samtidig og lave fællesspisninger).

”Min oplevelse er, at det øger motivationen, at mødes, snakke sammen og lære hinanden at kende,” siger Johanna Bertl. 

4. Vær åben overfor brugen af nye og ukendte råvarer.

”Se det sjove og inspirerende i de nye skøre grøntsager og sørg for at dele inspiration til nye opskrifter mellem hinanden i fællesskabet. I sidste levering fik vi f.eks. fennikelblomster og hvide agurker, som jeg aldrig har set før,” siger Johanna Bertl.

5. Del erfaringer og inspirér hinanden.

6. Vær tålmodig, når du søger efter en leverandør.

”Det kan være en udfordring at finde en gartner eller landbrugssted, der kan være leverandør. Gartnerierne planlægger typisk for en hel sæson, så det er forskelligt fra sted til sted, hvornår de har kapacitet,” forklarer Johanna Bertl

7. Prøv jer frem og find det, der fungerer bedst for jeres fødevarefællesskab.

”Vi har ikke fundet den endelige opskrift, men bare det der fungerer for os lige nu og her,” siger Johanna Bertl.

Et puf til dit grønne initiativ

Mangler du penge til at starte dit eget grønne fællesskab?

Så kan du lige nu, søge om midler gennem den nye grønne pulje, KlimaPuF, for fællesskaber og lokale initiativer i Aarhus kommune.

Søg eller læs mere om puljen her

Ansøgningsfristen er den 14. november 2022. 

Mere viden

  • Forskningen viser, at når vi engagerer os i grønne fællesskaber, så har vi et lavere CO2-udslip. Det bliver nemlig lettere og sjovere at engagere sig og få nye grønne vaner, når man gør det i et fællesskab, hvor man er tryg og oplever samhørighed.

  • I Aarhus spirer det lige nu frem med grønne fællesskaber – du kan her læse mere og finde et grønt fællesskab nær dig lige her