Ny klimaborgersamling i gang – mød tre af deltagerne her

Lørdag den 8. oktober 2022 kickstartede 34 aarhusianere byens nye klimaborgersamling.

Klimaborgersamlingen skal være med til at inddrage aarhusianerne endnu mere i klimaudfordringen - og give dem større indflydelse på, hvordan vi sammen kommer i mål med den grønne omstilling.

Læs med og lær tre deltagere bedre at kende. 

 

Mette Jakobsen

Navn: Mette Jakobsen

Alder: 44 år

Bor på: Trøjborg

 

Hvorfor har du valgt at være med i klimaborgersamlingen?

Jeg synes, at Klimaborgersamlingen er et megagodt initiativ. Personligt kunne jeg også godt tænke mig at opleve og blive klogere på, hvad der sker i sådan en proces.

Så da jeg fik buddet, blev det et klart ja – for jeg synes, det virker vildt interessant!

Jeg har også været vegetar i 20 år. Da jeg blev vegetar, handlede det mest om dyrevelfærd. I dag er der også andre faktorer der spiller ind. Og jeg er glad for at se, at der sker en ændring i vores samfund og i flere menneskers bevidsthed.

Det er generelt vigtigt for mig, at vi passer på hinanden og den klode vi bor på. Det kunne vi godt blive meget bedre til.

Hvordan har det været at være med i dag?

Det har været rigtig godt indtil videre – vi har fået meget interessant information og viden. Jeg anede fx ikke at flyrejser udledte så meget, som de gør!

Hvad håber du at få ud af at være med i forløbet?

Når eksperterne fortæller, hvordan det står til, så har jeg lyst til at komme med løsninger på alle udfordringerne!

Men jeg glæder mig faktisk rigtig meget til at høre, hvad de andre deltagere tænker, og at vi i fællesskab skal komme på idéer og anbefalinger til byrådet.

 

Karsten Lauritsen

Navn: Karsten (Bo Damgaard) Lauritsen

Alder: 65 år

Bor i: Højbjerg

 

Hvorfor har du valgt at være med i klimaborgersamlingen?

For det første er Klimaborgersamlingen en måde at komme tættere på demokratiet end jeg har oplevet før.

Derudover har jeg interesseret mig for den grønne omstilling i 40 år. Jeg er en gammel hippie, men jeg har aldrig før investeret mig på den her måde i sagen.

Det står klart, at vi skal have gang i den grønne omstilling. Og jeg synes faktisk, det er lidt pinligt at indrømme at Gretha Thunberg, altså en 16-årig pige, har følt sig nødsaget til at sultestrejke for klimaet – og på den måde været med til at sætte gang i debatten, og skubbet til at jeg står her i dag.

 

Hvordan har det været at være med i dag?

Det har været ekstremt spændende at høre eksperternes oplæg og få en masse viden. Nu glæder jeg mig til, at vi skal finde ud af, hvad vi skal gøre.

 

Hvad håber du at få ud af at være med i forløbet?

Jeg håber, at vi bliver hørt!

Det er ofte svært at komme igennem som borger. Det er os, der ser problemerne ude i virkeligheden, men hvem lytter?

I den her proces, er vi tættere på demokratiet – det synes jeg ikke, jeg har oplevet tidligere. Og det er spændende.

 

Sara Haldal

 

Navn: Sara Haldal

Alder: 22 år

Bor ved: Nørreport

 

Hvorfor har du valgt at være med i klimaborgersamlingen?

Først og fremmest synes jeg, at det var en spændende mulighed for mig personligt.

Jeg kunne se, at jeg her kunne blive klogere på klima - og også på hvordan kommunen fungerer og på de kommunale processer. Og så var det en mulighed for potentielt at komme til at gøre en forskel.

 

Hvordan har det været at være med i dag?

Det har været en spændende start. Det er rigtig fedt, at vi er en blandet gruppe af mennesker, der har valgt at være med. Mine meddeltagere virker også meget engagerede og nysgerrige – på emnerne og på hinanden. Så det er en god start.

 

Hvad håber du at få ud af at være med i forløbet?

Jeg vil ikke håbe for meget – jeg vil hellere blive positivt overrasket. Men jeg plejer også at kalde mig realist.

Jeg prøver at være åben og se hvad der sker. Hvis der er en ting jeg håber, så er det, at der under hele forløbet vil være godt engagement – og at jeg får en masse ny viden med hjem.