Tag skraldet: Vær med til Affaldsindsamlingen 2022

Foto: Danmarks Naturfredningsforening

Vil du være med til Affaldsindsamlingen 2022 og gøre en forskel for natur, miljø og klima?

Så sæt kryds i kalenderen fra den 28. marts til 3. april, hvor Danmarks Naturfredningsforenings store affaldsindsamling finder sted med arrangementer over hele landet.

300 arrangementer

Der er allerede oprettet over 300 indsamlinger drysset ud over landkortet, som du kan være med i. Og her i Aarhus-området finder du lige nu over 10 arrangementer.

Fx kan du være med til indsamling sammen med andre omkring Skansen/Tangkrogen på Frederiksbjerg, i og omkring Gellerup Skov eller på Trøjborg.

Se alle indsamlingerne her. 

Opret din egen indsamling

Der er fortsat plads til flere indsamlinger.

Trænger dit lokalområde til en kærlig hånd, der efterlader by og natur fri for affald? Så kan du oprette din helt egen indsamling og invitere familie, venner, kollegaer eller nogen helt fjerde med ud at samle affald i et område, du holder af.

Du kan oprette en indsamling både som privatperson eller som forening.

Opret din indsamling her.

For skoler og dagtilbud 

Er du en del af en skole, dagtilbud, efterskole eller gymnasie, så kan I også være med. Fristen for tilmelding af jeres indsamling er senest 8. marts.
Læs mere her.

Hvor meget kan vi samle

Indsamlingen løber i år i uge 13. I hverdagene 28. marts – 1. april er der børn fra skoler og institutioner, der samler affald, inden de voksne følger trop i weekenden den 2.-3. april.

Efter indsamlingen registrerer indsamlerne deres affald hos Danmarks Naturfredningsforening, der efterfølgende laver en opgørelse over, hvor meget der er blevet fundet. Sidste år blev der indsamlet 167.000 kilo affald.

I år sætter indsamlingen særligt fokus på engangsemballage som fx engangskaffekopper.

Om Affaldsindsamlingen

Affaldsindsamlingen er Danmarks Naturfredningsforenings årlige indsamling af affald i naturen.

Hovedformålet er at gøre opmærksom på Danmarks store affaldsproblem. Danskerne er nemlig et af de folkefærd i Europa, der, ifølge Eurostat, producerer mest affald pr. indbygger.

Med Affaldsindsamlingen fjerner vi i fællesskab affaldet fra naturen, og vi har taget et vigtigt første skridt til et renere Danmark.

Læs mere om Affaldsindsamlingen her.

FAKTA: Affaldsindsamlingen

  • Affaldsindsamlingen er Danmarks Naturfredningsforenings årlige indsamling af affald og har været afholdt siden 2006.

  • Årets affaldsindsamling løber af stablen i uge 13 og varer hele ugen. I hverdagene 28. marts til 1. april samler børn fra skoler og institutioner i hele landet ind, inden de voksne følger trop i weekenden d. 2.-3. april.

  • Efter indsamlingen registrerer indsamlerne deres affald hos Danmarks Naturfredningsforening, der herefter laver en opgørelse over, hvor meget der er blevet fundet.

  • I år sætter indsamlingen fokus på engangsemballage. Derfor bliver indsamlerne bl.a. bedt om at angive, hvor mange stykker engangsemballage de finder.

  • I 2021 blev der fundet 167.000 kilo affald.