Vinderen af Årets Klimakollega 2022
På årskonferencen for klimaindsatsen i Aarhus blev, traditionen tro, årets klimakollega i Aarhus Kommune præmieret. Prisen går til en medarbejder i Aarhus Kommune, som gør en helt særlig indsats for den grønne omstilling. Klimakollegaprisen blev i år overrakt til Direktør i Musikhuset, Jan Christensen på vegne af sin kollega Jesper Kjær, som er bygningschef i Musikhuset. Pga. sygdom kunne Jesper desværre ikke være til stede til at modtage prisen.
"Jeg ved, at det her bare ikke bliver større for Jesper. Jesper har virkelig knoklet og været ambitiøs, haft visioner og været vedholdende," sagde Jan Christensen, da han modtog prisen.
Grønne tiltag der også giver gode tal på bundlinjen
Med initiativer som udskiftning af alle husets lyskilder til LED samt en investering i udskiftning af bygningens ventilationsanlæg har Musikhuset Aarhus både sænket sine udgifter og hævet kvaliteten for publikum. Tiltag som siden 2008 har haft en årlig energibesparelse på cirka 1 million kroner i musikhuset. Penge som nu går til endnu flere oplevelser til husets gæster.
Det var stadsdirektør Martin Østergaard Christensen, der overrakte prisen:
”Jesper er årets klimakollega, fordi han er nytænkende og fordi han sammen med sit team i høj grad er lykkes med at tænke klimaindsatsen ind i deres daglige opgaver. Når det så er sagt, så vil jeg også gerne give et kæmpe skulderklap til alle de indstillede. Det er så vigtigt med kolleger, der hver dag gør en indsats for klimaet og minder os alle om, hvor vigtigt det er, at vi tager ansvar i den grønne omstilling. Det er helt afgørende for, at vi i Aarhus Kommune kan komme i mål med arbejdet for at være en CO2-neutral kommune i 2030. Vi skal tænke klima ind i alt, hvad vi gør, og det er Jesper udtryk for.”
Bæredygtighed og genbrug
Over det seneste årti har Jesper Kjær været primus motor i at få nedbragt Musikhusets energiforbrug gennem bæredygtige løsninger samtidig med at Musikhuset huser flere arrangementer og gæster. De bæredygtige løsninger har nedbragt Musikhusets energiforbrug med 35%.
I bedømmelsen er der lagt vægt på, at modtageren af prisen er innovativ og kan påvirke andre. Når man besøger Musikhuset, er det nemlig svært ikke at lægge mærke til de mange initiativer, der er sat i værk. Udendørsmøbler i genbrugstræ, el-ladestandere og infoskærme, der nudger folk til at tage offentlig transport hjem, er bare nogle af de ting der fylder i musikhuset.
Hvad er klimakollegaprisen
Klimakollegaprisen uddeles i år for sjette gang, og kåres hvert i forbindelse med årskonferencen for klimaindsatsen.
Målet med Klimakollegaprisen er at vise gode eksempler på klimaarbejdet på tværs af arbejdsopgaver og magistratsafdelinger i Aarhus Kommune samt øge opmærksomheden på de mange kolleger, der hver dag gør klimaarbejdet til en del af deres kerneopgave for at understøtte den grønne omstilling.