Biokul som klimaløsning i landbruget

Hvis Danmark skal nå sine klimamål, og Aarhus vil være CO₂-neutral i 2030, skal vi mindske mængden af CO2 i atmosfæren. Derfor arbejdes der som bekendt i disse år på at reducere den direkte CO₂-udledningen fra fossile brændsler og omstille til mere vedvarende energi. Men vi ser i stigende grad også nye teknologier til lagring af CO2 vinde frem.

I Agro Food Park i det nordlige Aarhus har Innovationscenter for Økologisk Landbrug i samarbejde med SEGES Innovation og DLBR lavet forsøg med biokul på landbrugsjord. Projektet stadig er på et tidligt stadie, men potentialet allerede lovende ud. Det fortæller Arne Grønkjær Hansen, der er specialkonsulent indenfor klima og teknologiske virkemidler hos Innovationscenter for Økologisk Landbrug: 

”Biokul er ét af de tiltag, som landbruget generelt regner med, skal være et af de helt store kulstoflagringsmetoder, når det kommer til landbrugets bindende klimamål om at nedbringe udledningen af drivhusgasser med 55-65% frem mod 2030. Faktisk ville det kunne udgøre en ret stor del af reduktionen omkring et par millioner CO2-ækvivalenter, hvis det blev bredt ud til hele landbruget.”

Hvad er biokul?

For at forstå det forsøgsprojekt og potentiale, som Arne Grønkjær Hansen fortæller om, må vi hellere lige blive lidt klogere på, hvad biokul overhovedet er for en størrelse.

Biokul består af biomasse fra planter og dyr f.eks. træflis, halm, gødning og andre restmaterialer fra f.eks. land-og skovbrug, som indeholder store mængder kulstof optaget fra atmosfæren i form af CO2. 

Ved at optage kulstof hjælper planter med at reducere mængden af CO2 i atmosfæren, men når de visner, frigives kulstoffet igen til atmosfæren. Det samme sker, når overskudshalm fra landbruget nedpløjes på marken, og når restfibre fra afgasset gylle på et biogasanlæg forbrændes i gasfyr.

Denne proces undgås, hvis man kommer biomassen gennem et pyrolyseanlæg. Her varmes biomassen op til 600 grader under iltfattige forhold med det resultat at halvdelen af kulstoffet omdannes til biogas- eller olie, som kan raffineres til grønt brændstof, mens den anden halvdel bliver til biokul. Selve pyrolyseprocessen er langt fra ny, det er nemlig samme teknologi som bruges i køkkenovne med selvrens.

I stedet for at lade kulstoffet vende tilbage til atmosfæren bindes det til biokullet, og hvis det spredes på markerne, kan det holde kulstoffet i jorden i flere hundrede år, fordi frigivelsen sker så langsomt. På den måde kan biokul rent faktisk tage kulstof ud af kredsløbet og bidrage til at reducere den samlede belastning af drivhusgasser til atmosfæren. Biokul kan ovenikøbet bruges som gødning til at forbedre jordens kvalitet og evne til at holde på næringsstoffer og hjælper samtidig med at reducere udvaskning og tab af kvælstof.

Tilbage til forsøgsprojektet

Det er den danske klimateknologi-virksomhed Stiesdal, der med deres SkyClean-anlæg, står for pyrolyseprocessen i forsøgsprojektet. SkyCleans pyrolyseproces er baseret på mange års forskning på DTU, og virksomheden har blandt andet etableret et pilot-anlæg som en del af innovations-og forskningscenteret, Greenlab Skive, der fungerer som demonstrationsplatform for fremtidens grønne og cirkulære industri. 

Med den rette teknologi ved hånden handler forsøgsprojektet især om at teste forskellige typer af biomasse og samt forskellige metoder til udbringning på markerne, fortæller Arne Grønkjær Hansen: 

”Vi ved fra forskning og udenlandske forsøg, at der i nogle tilfælde er fundet en ret kraftig reduktion ved brug af biokul – også i forhold til at komme den lattergas til livs, som jo er næsten 300 gange værre end CO2 som klimagas. Vi ville potentielt også kunne spare den kalk, som i dag køres ud på marken."

Selvom folkene bag forsøgsprojektet er optimistiske og de udenlandske forsøg virker lovende, væbner de sig også med tålmodighed, idet forsøgene på dansk jord skal gentages flere år for at afgøre effekten: 

”Vi har indtil videre testet biokul på markerne hos landmænd i Vejen og Nordjylland, hvor vi i det ene forsøg blandede det i gylle, mens vi i et andet spredte det direkte ud på jorden med håndkraft.”

Håbet og ambitionen er i sidste ende at kunne bruge resultaterne og den nye viden til at vejlede landbruget i, hvordan biokul helt konkret kan bruges som klimaløsning fremadrettet.