Gå til hovedindhold

Ambitiøst EU-projekt skal understøtte en bæredygtig transformation af fødevaresystemet i Aarhus

Aarhus Kommune har fået en unik mulighed for at gå foran og bane vejen for det fremtidige bæredygtige fødevaresystem i regi af et stort EU-projekt, FoodCLIC. I projektet deltager Aarhus som partnerby sammen med 7 andre europæiske byer med det formål at finde nye veje og løsninger for en bæredygtig forandring af fødevaresystemet

  • Læs op

Indhold

    Herover ses FoodCLIC-teamet fra alle 8 partnerbyer, der var samlet til kick-off på projektet på Vrije University i Amsterdam.

     

    Vidste du, at fødevaresystemet udgør cirka en tredjedel af de globale drivhusgasudledninger?

    Hvad vi spiser, og hvordan det bliver produceret, har dermed stor betydning for vores klima, miljø, biodiversitet og sågar sociale forhold såsom lighed i sundhed.

    Med FoodCLIC-projektet i hånden, kan Aarhus Kommune gå foran og være med til at sætte retning for, hvordan fremtidens fødevaresystem kan indrettes mere bæredygtigt både ud fra et grønt og socialt perspektiv.

    ”Fødevareområdet er i en rivende udvikling i disse år. Aarhus har som en by med mange unge og studerende et højt vidensniveau virkelig interessante forudsætninger for at være en frontløber i den bæredygtige omstilling af fødevaresystemet. De muligheder ser jeg frem til at være med til at udfolde igennem FoodCLIC”, fortæller Dan Kristian Kristensen, projektleder for FoodCLIC i Aarhus Kommune.

     

    Platform for samarbejde på tværs

    Forudsætningen for at kunne forandre fødevaresystemet rækker således meget længere ud end Aarhus Kommunes egne rækker. Projektet er derfor afhængig af at kunne aktivere aktører såsom politikere, fødevareproducenter, detailhandlen, landmænd og forbrugere for at skabe fælles retning og incitament.

    På samme vis skal FoodCLIC spille ind i og skabe synergi til alle de gode tiltag, der allerede sker på fødevareområdet internt i kommunen i dag for eksempel i forhold til kommunens nye bæredygtige indkøbsaftale, som skal bidrage til at nedbringe klimaaftrykket, eller kommunens interne CO2-afgift på fødevarer.

    ”Med FoodCLIC er det ambitionen, at vi kan skabe en interessant platform for samarbejde i Aarhus. Fødevarer går på tværs af forskellige områder og har snitflader til mange aktører. Det er derfor gennem samarbejder og partnerskaber, at projektet kan lykkes”, forklarer Dan Kristensen.

     

    Byer som drivkraft for forandring

    I den bæredygtige omstilling af fødevaresystemet er der brug for at lære og lade sig inspirere af andre på vejen til at finde nye og bæredygtige løsninger. Det giver derfor spændende muligheder og erfaringer for en by som Aarhus at være med i et stort EU-projekt som FoodCLIC sammen med en række andre ambitiøse grønne byer fra forskellige steder i Europa.

    Netop byerne spiller derfor en vigtig rolle som drivkraft for forandring af fødevaresystemet, da de favner den nødvendige platform for samarbejde.

    I projektet skal Aarhus fungere som et ”living lab”, der giver mulighed for at aktivere forskellige aktører samt indsamle viden og eksperimentere inden for felter såsom jordbrugsproduktion, nye typer fødevareværdikæder, grønne fødevareindkøb, madvaner og sundhed. FoodCLIC er dermed et projekt med mange perspektiver og muligheder,” siger Dan Kristensen.

     

    Fakta om FoodCLIC:

    FoodCLIC er forankret i Aarhus Kommunes klimaplan, og er et EU-projekt under Horizon Europe programmet. Her er Aarhus partnerby sammen med Amsterdam, Barcelona, Berlin, Brasov, Budapest, Lissabon og Lucca. Aarhus Kommune gennemfører projektet i samarbejde med Aarhus Universitet, og projektet løber frem til 2027.

        

    Sidst opdateret: 9. november 2023