Gå til hovedindhold

Grønt Escape Room skal lære unge at affaldssortere

I et kollektiv i Åbyhøj bliver der dagligt bygget, banket og malet på et mobilt, grønt escape room - Mahajas Escape Room. Kvinderne bag projektet, Maha og Maja, har sat sig for at lære unge i udskolingen at forstå det nye affaldssorteringssystem, som træder i kraft i 2023 i Aarhus Kommune. Projektet har fået midler af puljen KlimaPuF, som har gjort det muligt at producere det mobile escape room på en bæredygtig måde.

  • Læs op

Indhold

    Måske har du selv prøvet et escape room eller blot hørt om det før? Et escape room er et rum, hvor deltagerne skal samarbejde om at løse en mission på begrænset tid. Mahajas Ecsape Room er udviklet til unge i udskolingen og handler om at omprogrammere en affaldssorteringsmaskine til at fungere efter det nye affaldssorteringssystem.

    Det er vores mål med projektet, at de unge ikke bemærker, at de er ved at lære noget - men at det ligesom bare sker igennem legen,” fortæller Maja. “Man skal forstå affaldssystemet, før man kan løse opgaven og fuldføre escape rummet. Man skal fx forstå, hvordan gavepapir skal sorteres. Mange tror måske, at det skal sorteres som papir - men det skal jo faktisk i restaffald,” forklarer hun.

    For at løse missionen skal man sætte nogle SD-kort rigtigt i en kasse med affaldspiktogrammer. SD-kortene består af forskellige affaldstyper - fx gavepapir. Og så skal man altså gennem spillet prøve at forstå, hvor de forskellige typer affald skal hen. Undervejs finder man nogle koder, der åbner op til flere SD-kort. Når alle SD-kort er fundet, placeret rigtigt og det korrekte værktøj er fundet, færdiggør man spillet ved at trykke på "reset-knappen".

    De unge kvinder har været i løbende dialog med Kredsløb for at få det faglige indspark med og stille spørgsmål. Affaldssortering kan nemlig ofte være svært at gennemskue, både for dem selv, for de unge, der deltager - og ja, selv for dem, der arbejder med det til dagligt, forklarer de.

    Det mobile escape room kan pakkes så meget sammen, at det kan være i to rejsekufferter, hvilket gør det muligt at transportere ud til skoler med offentlig transport. Og alt er pakket i genbrugsemballage. “Vi vil gerne kunne facilitere en hel klasse samtidig,” forklarer de om projektet, der har til hensigt at kunne bruges af folkeskolelærere i deres undervisning i 7.-9. klasse.

    Det startede i udlandet og fortsætter i udestuen

    Maha på 24 år og Maja på 26 år har læst dramaturgi sammen på Aarhus Universitet og tog tilbage i 2021 på et kort uddannelsesophold i Georgien, hvor de bl.a. havde faget “game based learning”. Det var netop her, at ideen til et escape room opstod – og det skulle handle om grøn omstilling for de unge. De har brugt Majas forældres hus i Bjerringbro som lager til opbevaring, men nu har de flyttet materialerne og bygger escape rummet i Mahas udestue i Åbyhøj.

    Maja læser oplevelsesøkonomi og Maha har en projektansættelse på 45 timer om ugen - så hele byggeriet foregår i deres fritid. Og de lægger mange timer i det.

    Vi har arbejdet rigtig meget i hverdagene både sammen og hver for sig. Hvis den ene har meget travlt, arbejder den anden på projektet og ellers laver vi det sammen,” fortæller de. Og det er ikke første gang, at de beskæftiger sig med escape rooms. De har nemlig begge været ansat i Escapist i Aarhus og har derfor indgående kendskab til det.

     

    Motiverende midler fra KlimaPuF

    Mahajas Escape Room har modtaget midler fra KlimaPuF puljen til bl.a. at købe bæredygtige byggematerialer for. “Det, at nogen anerkender én som et innovativt projekt, der fortjener midler, betyder enormt meget. Det er faktisk de første midler, vi har fået. Indtil videre har vi gjort det af egen lomme,” fortæller Maha. Og Maja supplerer:

    Ja, og så var det virkelig fedt, fordi vi jo gerne vil producere projektet så bæredygtigt som muligt. Der er mange genbrugsmaterialer, der er billige, men der er også nogle ting, som vi ikke kan skaffe via genbrug. Så det er fedt at have mulighed for at købe de materialer, der er bæredygtigt produceret - de er nemlig ofte lidt dyrere, har vi fundet ud af.

    Ifølge kvinderne giver midlerne dem en større motivation for projektet og til at udvide på sigt. Lige nu er projektet afgrænset til at handle om affaldssortering, men senere vil de gerne udvide det med flere aspekter af den grønne omstilling. De har testet projektet ad flere omgange og udvikler projektet undervejs med inputs fra både elever og lærere. “Vi vil gerne lære om vores potentielle kunder og have dem med i udviklingsprocessen,” fortæller de.

    Ansøg om et KlimaPuF

    Hvis du har et grønt projekt, der også mangler et KlimaPuF, kan du læse mere om puljen her. Næste ansøgningsfrist er 31. maj 2023 kl. 12.00.

    Sidst opdateret: 9. november 2023