Gå til hovedindhold

Kampen om arealerne

Spørgsmålet om, hvordan vi bruger vores arealer bedst muligt og sikrer en grøn omstilling af vores samfund, var et af temaerne ved Aarhus Kommunes Årskonference. Et tema, der kan få bølgerne til at gå højt, men også få ny viden til at spire. Det oplevede især en af deltagerne – mød hende her og hør, hvordan hun vil bruge den nye viden.

  • Læs op

Indhold

    Fra venstre i panelet: Søren Møller, Collective Impact, Per Alex Sørensen, PlanEnergi, Esben Billeskov, Better Energy, Luise Pape Rydahl, Forvaltningschef, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune. Moderator: Nina Bendixen.

     

    Et af de emner man efterhånden ikke kan komme uden om i debatten om den grønne omstilling, er hvordan vi skal prioritere vores arealer i åbent land.

    Ifølge Teknologirådet kræver det nemlig 1,4 gange Danmarks areal for at indfri alle landets interesser. Med vores landskaber skal vi beskytte drikkevandet, forbedre naturen og biodiversiteten, skabe rekreative områder, udvikle byer, klimatilpasse, sikre bæredygtig fødevareproduktion og øge den vedvarende energiproduktion. Samtidig skal samfundet gennemgå en grøn omstilling.

    Omdrejningspunktet for paneldebatten på Årskonferencen var transformationen af det danske landskab med fokus på vedvarende energi. En debat der gav nye perspektiver, som en af deltagerne gerne vil bruge fremadrettet i sit arbejde. Mød hende herunder. 

    Navn: Charlotte Lippert Christiansen

    Bor i: Aarhus  

    Arbejder i: Brande Kommune

     

    Hvorfor har du valgt at deltage på temasessionen “Kampen om arealerne” i dag?

    Jeg er her i dag fordi jeg arbejder som planlægger i Brande Kommune og jeg synes at det er sindssygt vigtigt at være informeret omkring grøn omstilling, når vi blandt andet sidder og hjælper med at skabe planstrategi og oplever at vi har et kæmpe ansvar i forvaltningen for at prøve at nudge politikerne til at tage de rigtige beslutninger.

    Selv har jeg en baggrund som arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus fra bæredygtighedslinjen og er en af de første som har fået en grøn baggrund. Men selvom jeg har det, så sidder jeg jo og faktisk ikke altid lige ved, når man snakker forskellige bæredygtighedsproblematikker, hvad er det rigtige svar er. Så jeg vil helt klart bare blive ved med at komme til alt, hvad jeg overhovedet kan, for at få mere viden.

     

    Hvad har du fået ud af at være med i dag?

    Jeg er blevet bekræftet i mange af de ting som vi sidder og arbejder med, faktisk også er det som Aarhus Kommune har fokus på, som er en total fremgangs kommune. Vi er blevet bekræftet i, at det er nogle af de rigtige buzz words, som vi arbejder med.

    Dertil også, at der er nogle klare problemstillinger, eksempelvis solceller og energifællesskaber som vi virkelig skal være obs på.

    Jeg føler derudover godt at man kan mærke, at der mangler noget mere fælles sparring i kommunen, eksempelvis nogle erfa-grupper [erfaringsgrupper] eller andet, hvor man snakker om, hvad det er for nogle problemer man oplever. Således at man kan få noget rygdækning i, at det man sidder og laver, faktisk giver mening. Også i forhold til VE-planlægning [Vedvarende Energi]. Det er ikke mig der sidder med det, men jeg kan jo høre, at for dem der sidder og arbejder med det område, så er det fuldstændigt umuligt at navigere i det, fordi det bare er et stort og komplekst område.

     

    Hvad håber du på sker på netop det her område?

    Jeg håber på at folk bliver lidt mere ligesom som Søren [Møller] fra Collective Impact og får en positiv indstilling til, at vi selvfølgelig skal kunne gentænke den måde vi bruger vores arealer på.

    Jeg er selv helt nyuddannet arkitekt fra sidste år, men vil faktisk helt vildt gerne arbejde med vedvarende energiplanlægning og borgerinddragelse. Det er jo noget, som alle folk løber skrigende væk fra, men jeg synes, at det er sindssygt spændende fordi hele verden jo skal omlægges til at kunne favne de udfordringer vi står overfor. Men det er svært, især fordi det rent juridisk er totalt i gråzoner. Men vi bliver nødt til at have ja-hatten på og sige, jamen selvfølgelig kan vi klare det.

    Sidst opdateret: 9. november 2023