Gå til hovedindhold

Klimaværktøj giver løsninger til CO2-gevinster i landbruget

Landbruget er en sektor, som har et stort potentiale for at bidrage til den grønne omstilling. Aarhus Kommune har derfor i samarbejde med rådgivningsvirksomheden, Velas, indgået i et pilotprojekt, som skal identificere mulige klimagevinster i landbruget med udgangspunkt i klimaværktøjet, ESGreen Tool, der er udviklet af SEGES.

  • Læs op

Indhold

    Det er måske ikke lige til at se det, men i Aarhus Kommune er der faktisk et aktivt landbrug. Netop derfor er der også potentiale for, at landbruget i højere grad kan bidrage til den grønne omstilling i Aarhus. I dag står det danske landbrug for omkring en tredjedel af CO2-udledningen, hvorfor det er nødvendigt at være på udkig efter nye klimabesparende løsninger.

    I de sidste måneder af 2022, har landbrugsteamet i Teknik & Miljø kombineret den årlige tilsynskampagne hos husdyrbrug i Aarhus med dialoger omkring klima og bæredygtige tiltag. Dette har resulteret i, at seks landbrug med enten køer eller grise har fået lavet en screening ved hjælp af klimaværktøjet ESGreen Tool.

    Værktøjet bidrager til at identificere og samle viden om, hvilke tiltag, der giver de største CO2-besparelser, samt hvilke økonomiske konsekvenser og muligheder disse tiltag kan have for det enkelte landbrug.

    Via pilotprojektet er det muligt at klæde landmændene endnu bedre på til at kunne identificere nye veje til at kunne klimaoptimere deres bedrift. Projektet bidrager således til at give den enkelte landmand større indblik i bedriftens klimaaftryk med henblik på at kunne målrette og fokusere CO2 -besparende tiltag yderligere. ESGreen Tool er derfor et effektivt supplement til de tiltag, som flere landmand allerede selv har gang i, da det giver mulighed for en mere fokuseret indsats.

     

    Velkendte klimaløsninger med stor effekt

    Nogle af fællesnævnerne ved screeningerne var særligt omlægning af lavbundsjorde, da lavbundsjorde indeholder flere potente gasser, som der dermed vil være en relativ stor klimagevinst i at få taget ud af drift. Derudover pegede resultaterne på, at der er væsentlige CO2-reduktioner at hente ved, at landbrugene kan aflevere deres gylle til et biogasanlæg. Endelig blev der peget på tiltag såsom grøn strøm og biodiesel, men effekten af sådanne tiltag afhænger også af den CO2-afgift, som landbruget forventeligt vil blive pålagt i fremtiden.

    ”Landbruget har allerede rykket sig meget i forhold til CO2-udledningen siden 1990. De tiltag, som der skal til nu, er mere krævende og koster ofte penge. Med pilotprojektet har landbrugene fået nogle konkrete tiltag at løbe efter, som er velkendte løsninger men med store effekter over tid for klimaet”, fortæller Jonas Bøge Breinholt, konsulent i Velas.

     

    Pejlemærke for fremtidens landbrug

    Det er Velas, som sørger for at indsamle og analysere resultaterne af klimagennemgangene, hvilket både giver brugbar viden for den enkelte landmænd, og samtidig giver det vigtig viden i forhold til at kunne målrette kommunens klimaindsats på landbruget frem mod 2030.

    Derudover står landbruget som bekendt over for en CO2-afgift, men hvordan afgiften bliver udformet og sammensat står endnu hen i det uvisse. Pilotprojektet er derfor vigtigt i forhold til at kunne understøtte og fremme grønne tiltag ude på bedrifterne, og som dermed også kan bidrage til at forberede landmændene på den CO2-afgift, de bliver pålagt før eller siden.

    Der er ingen tvivl om, at der er forskel på omfanget af de grønne tiltag, som der er blevet identificeret ude på bedrifterne. Nogle af tiltagene vil landmanden tjene på, nogle tiltag vil være økonomisk neutrale, imens andre tiltag vil kræve, at landmanden skal ud at investere for at komme i mål.

    ”Generelt har landmændene taget rigtig godt imod pilotprojektet, da det giver et godt overblik over klimaaftrykket på deres bedrift, samt konkrete bud på hvordan klimaaftrykket kan reduceres. Fra Aarhus Kommunes perspektiv er projektet meget vigtigt, da det hjælper os til at målrette klimaindsatsen fremadrettet”, fortæller Christian Westergaard, biolog og projektleder i Aarhus Kommune.

    Fakta om projektet

    Projektet er en del af sidste års tilsynskampagne, og har til hovedformål, at indsamle viden om, hvilke klimatiltag, der giver største CO2-besparelser, samt hvilke økonomiske konsekvenser disse tiltag har for det enkelte landbrug. Projektet giver værdifuld viden i forhold til at kunne målrette klimaindsatsen på landbrug i perioden frem til 2030, hvor Aarhus Kommune har et ambitiøst mål om at være CO2-neutral.

    Sidst opdateret: 9. november 2023