Gå til hovedindhold

Man kan sagtens lave klimavenlig mad om vinteren

Selv her i januar kan man høste friske grønsager på markerne og med gode opskrifter ved hånden, så kan man godt holde fast i de grønne, klimavenlige madvaner. Det var emnet for weekendens workshop i Beder, syd for Aarhus.

  • Læs op

Indhold

    Klimavenlig mad er lavet af årstidens lokale grøntsager. Det ved de fleste og  det går jo meget godt i de måneder, hvor markerne bugner af friske grøntsager.

    Nu er det vinter og så synes mange, at det er lidt svært at holde fast i de klimavenlige madvaner. For hvad kan man spise om vinteren uden, at det er dyrket i et opvarmet drivhus eller har kørt igennem det halve Europa? Og hvordan kan man blive ved at finde på nye spændende retter af kål og rodfrugter?

    Det vil Foreningen for Økologisk Jordbrugssamvirke (FØJS) i Aarhus syd gerne hjælpe folk med, så i lørdags afholdt de workshoppen ”Klimamad af vinterens kål og rødder”, støttet af Aarhus Kommunes KlimaPuF pulje.

    Undervisere på workshoppen var den økologiske landmand Peter Kirk-Haugstrup fra Peters Gartneri og madblogger Anette Hoeg Nielsen fra bloggen Mad med Glød. Workshoppen er et pilotprojekt for at finde ud af, om FØJS skal udvikle et decideret Madværksted i Aarhus syd med fokus på klimavenlig mad af årstidens grønsager.

    Høst af vinterafgrøder

    Workshoppen startede med en tur i Peters marker ved Mariendal syd for Aarhus. Peter fortalte om, hvordan han arbejder med de såkaldte regenerative dyrkningsmetoder, der skal gøre jorden mere frugtbar og fange CO2.


    foto: Poul Grønkjær

    Samtidig høstede deltagerne kål, porrer og krydderurter.

    ”Det var super inspirerende sådan selv at være med i marken og høste,” fortæller Lis Gedsø Smith, der deltog i workshoppen.


    Lis Gedsø Smith, foto: Poul Grønkjær

    ”Peter fortalte, hvordan afgrøderne bliver ved med at vokse og udvikle sig henover vinteren, så lige om lidt kan man høste blomster af kålene og porrerne, som er meget lækre at bruge i sin mad. Det er jo fascinerende at opdage, at der faktisk er meget mere mad i grønsagerne, end hvad vi oplever, når vi bare henter varerne på hylderne i supermarkedet.”

    Efter markturen hentede deltagerne rodfrugter etc. på Peters vinterlager. Her fortalte Peter om, hvordan man bør opbevare afgrøderne, så de ikke bliver slatne og kedelige i løbet af vinteren.

    ”Før i tiden var man helt afhængig af, hvad man kunne dyrke i naturen. Man levede MED naturen, på godt og ondt. Måske vi skal lidt tilbage til en forståelse af, at naturen er vores livsgrundlag,” fortæller Peter Kirk-Haugstrup.


    Til højre: Peter Kirk-Haugstrup, foto: Poul Grønkjær

    ”En måde at gøre det på i dag er ved at opbygge et forråd af afgrøder, så man har grønsager også i den periode, hvor naturen er i dvale. Vi skal ikke til at grave kuler igen, men vi skal finde ud af, hvordan vi kan opbevare afgrøderne på en måde, der holder energiforbruget og CO2 udledningen nede samtidig med, at vi bevarer kvaliteten i afgrøderne. Vi er i gang med nogle forsøg, som vi vil udvikle videre i det kommende år,” fortæller Peter Kirk-Haugstrup.

    Opskrifter

    Herefter fortsatte workshoppen på Beder skoles skolekøkken for nu skulle grønsagerne forvandles til lækre retter. Dette skete under kyndig vejledning af Anette Hoeg Nielsen, kunde-bonde* ved Peters Gartneri samt madblogger. Anette havde taget 15 opskrifter med lækre retter med til workshoppen. Deltagerne blev delt op i grupper, hvor hver gruppe lavede tre retter, som deltagerne til sidst endte med at nyde sammen.


    Annette præsenterer dagens opskrifter, foto: Poul Grønkjær

    Lis Gedsø Smith er begejstret:

    ”Anette havde tilrettelagt opskrifter sådan, at vi primært lavede mad med de grønsager, som vi havde høstet og hentet på lageret, men det var overhovedet ikke noget problem. Det blev simpelthen til sådan noget lækkert mad, meget varieret og med en god blanding af sødme og syre og utroligt mættende.”

    Så Lis – og de øvrige deltagere – har fået nyt mod på at lave mad med de grønsager, som hører vinteren til. Og de er klar til at deltage i flere workshops om muld og mad, hvis FØJS, Peter og Anette skulle slå flere op.

    Retterne som deltagerne tilberedte var:

    • Blandet kålpesto
    • Fyldig rodfrugtsuppe med kål og kikærter
    • Frisk og sprød rosenkålssalat
    • Blandet kålsalat med bagt hokkaido og ristede græskarkerner
    • Rødbedesalat med sennepsmarinerede butterbeans
    • Lynsyltet hvidkål med hokkaido
    • Blandet rodfrugtsmos
    • Sennepsmarinerede bagte porrer med hasselnødder
    • Glaskåls puré
    • Glaskål-tzatziki med grønkål
    • Rodfrugt rösties med grønkål
    • Grønkålschips
    • Selleripostej med Ingrid ærter
    • Kikærtepålæg med knoldselleri med palmekål
    • Råmarinerede jordskokker m/hasselnødder og palmekål

    Nogle af opskrifterne kan man finde på https://madmedgloed.dk.

    Har du også en grøn idé, der mangler et KlimaPuF, så kan du søge puljen her KlimaPuF - Puljen for lokale, grønne Fællesskaber (aarhus.dk) – ansøgningsfrist 28. februar kl. 12.00!

    *) Kundebonde er en abonnementsordning, hvor man bliver medejer af høsten af Peters 100 økologiske afgrøder. Man høster selv fra Peters marker på Ørnevænget ved Mariendal fra maj-november og derefter kan man hente primært rodfrugter, kål og græskar på vinterlageret.

    FØJS https://foejs.dk/ er en forening med medlemmer, der kan lide at arbejde med at få grønsager ned i jorden og op igen på bæredygtige betingelser.

    Sidst opdateret: 9. november 2023