Havmiljø i Aarhusbugten
Aarhus Kommune arbejder for et sundere havmiljø i Aarhusbugten. Her kan du følge status på havmiljøet og kommunens indsatser på land og i vandet.
Aarhusbugten er ikke i god økologisk tilstand. Den største udfordring er for mange næringsstoffer i vandet – særligt kvælstof. Kvælstoffet kommer hovedsageligt fra land via dræn og vandløb. Når der tilføres for mange næringsstoffer, vokser der flere alger i havet, og det øger risikoen for iltsvind. Det påvirker livet i bugten og giver dårligere forhold for blandt andet fisk, bunddyr og planter som ålegræs.
Kortet viser seks forskellige målinger af miljøtilstanden i Aarhusbugten. Du kan blandt andet se den samlede økologiske og kemiske tilstand samt tilstanden for alger, ålegræs, bunddyr og miljøfarlige stoffer i havmiljøet.
Tilstandsvurderingen følger princippet “one out – all out”. Det betyder, at hvis bare ét miljømål ikke er opfyldt, vurderes området samlet set til ikke at være i god tilstand.
Det gør Aarhus Kommune
Nyt renseanlæg ved Tangkrogen
Aarhus Kommune og Aarhus Vand arbejder med etableringen af Aarhus ReWater – et nyt rense- og ressourceanlæg ved Tangkrogen. Anlægget skal reducere udledningen af næringsstoffer og miljøfremmede stoffer til Aarhusbugten.
Læs mere om Aarhus ReWater her
Separatkloakering
Aarhus Kommune og Aarhus Vand arbejder løbende med at adskille regn- og spildevand i kommunen. Det reducerer risikoen for overløb med urenset spildevand til vandløb og havet.
Læs mere om adskillelse af regn- og spildevand her
Spildevandsplan
Spildevandsplan 2021-2026 sætter retning for håndtering af spildevand og regnvand i Aarhus Kommune og beskriver de planlagte investeringer og indsatser på området.
Grøn Trepart
Aarhus Kommune arbejder med Grøn Trepart for at reducere udledningen af kvælstof til Aarhusbugten og samtidig skabe mere natur og reducere CO₂-udledningen. I omlægningsplanerne peges der på de arealer, hvor indsatserne har størst effekt.
Læs mere om Lokal Grøn Trepart Aarhus Bugt her
Lavbundsprojekter
Lavbundsprojekter genskaber naturligt våde områder og reducerer udledningen af kvælstof til vandmiljøet. Samtidig kan projekterne bidrage til at reducere CO₂-udledningen fra tidligere landbrugsjord.
Læs omlægningsplanen fra 2025, kortbilag og trepartens aftaler her
Vådområder
Vådområder kan tilbageholde næringsstoffer fra oplandet, før de når vandløb og havet. Projekterne bidrager samtidig til mere natur og bedre forhold for planter og dyr.
Find vores vådområdeprojekter nederst på siden her
Skovrejsning
Når landbrugsjord omdannes til skov og natur, reduceres udledningen af næringsstoffer til Aarhusbugten. Samtidig skaber skovrejsning mere biodiversitet og bidrager til kommunens klimaindsats.
Aarhus Kommune har allerede gennemført flere projekter, der skal styrke livet under havoverfladen.
Stenrev
Stenrev er vigtige levesteder for planter, fisk og bunddyr i havet. Når stenrev genoprettes, skabes der nye levesteder, hvor alger og smådyr kan vokse, og hvor fisk kan finde føde og skjul. Aarhus Kommune har oprettet en stenbank hvor både private, byggeriet og landbruget kan indlevere sten til stenrev.
Ved Aarhus Ø er der etableret tre stenrev, som skaber nye levesteder for tang, muslinger, fisk og andre havdyr. I kanalerne er der desuden anlagt Recycle Reef, hvor 150 betonelementer fremstillet af overskudsmaterialer fra byggeriet af Lighthouse danner kunstige rev.
Læs mere om stenrev ved Den Permanente her
Ålegræs
Ålegræs er en vigtig plante i havmiljøet. Det giver skjul og levesteder for mange arter og er med til at stabilisere havbunden. Ålegræs kræver klart vand med gode lysforhold for at kunne vokse.
Læs mere om udplantning af ålegræs i kanalerne på Aarhus Ø her
Holch Povlsen Foundation har doneret 50 mio. kr. til havmiljøet i Aarhusbugten
Donationen skal realisere fem projekter
- Genopretning af Mejl Flak
På Mejl Flak skal der udlægges spredte sten og stenrev, som genskaber de levesteder, der tidligere er forsvundet som følge af stenfiskeri. De nye stenrev skal skabe bedre vilkår for makroalger, krebsdyr og fisk og styrke områdets rolle som et vigtigt hotspot for biodiversitet i Aarhusbugten.
- Genopretning af Norsminde Flak
Ligesom på Mejl Flak skal udlægning af sten og stenrev genskabe tabte levesteder på havbunden. Målet er at øge biodiversiteten og samtidig understøtte en fremtidig genopretning af Norsminde Fjord ved at forbedre forholdene for planter og dyr i området.
- Genetablering af en bæredygtig havørredbestand i Aarhus Å-systemet
Projektet genskaber havørredens naturlige vandringsvej ved at føre Aarhus Å uden om Årslev Engsø. Samtidig genskabes naturlige vandløb, ny natur og bedre sammenhæng mellem å og hav, så flere havørreder kan nå ud i Aarhusbugten og bidrage til et sundere økosystem.
- Den Blå Skole – læring om havet
Projektet skal skabe en stærkere forståelse for havmiljøet blandt børn og unge. Gennem undervisning og praktiske aktiviteter om naturgenopretning får de viden om havets økosystemer og lærer, hvordan de selv kan bidrage til at beskytte og genoprette havmiljøet.
- Kystnær borgerinddragelse i genopretning af Aarhusbugten
Projektet giver borgere mulighed for selv at deltage i genopretningen af havmiljøet. Blandt andet etableres en havhave og en række lokale naturgenopretningsaktiviteter langs kysten, hvor familier, foreninger og frivillige kan være med til at forbedre naturen i Aarhusbugten.
Sådan kan du bidrage
For borgere
Havmiljøet påvirkes af det, vi gør både på land og i byen. Borgere kan også bidrage til et sundere havmiljø i Aarhusbugten.
For virksomheder
Aarhus Kommune samarbejder med forsyninger, forskningsinstitutioner, organisationer og virksomheder om at forbedre havmiljøet i Aarhusbugten.